Beemster arven

Den berømte Beemster polder

Polderens æstetiske linier strækker sig langt, store områder og en lydløs horisont er typisk for det hollandske polder landskab. Disse æstetiske kvaliteter udsprang fra en evig foranderlig balance mellem udviklingen af landbrug og styring af vandet i polderen. Landskabet i polderen har udviklet sig siden det 9. Århundrede. Den vestlige del af Holland var på det tidspunkt ufremkommelig marskområde og hav. Nybyggerne gravede diger og kanaler for at dræne vandet fra de øverste lag af tørvet. Slutresultatet var et område der blev brugt til at dyrke afgrøder.

Fra det 11. Århundrede blev der systematisk udstedt parceller af ens størrelse, denne opdeling kan nu ses i den systematiske inddeling af de hollandske sletteområder.

Eksperimenter
I det 16. Århundrede blev det teknisk muligt at inddæmme store områder vand i en enkelt operation. Disse polder projekter var den teknologiske og arkitektoniske udvikling af de tidlige tørv poldere. Det tomme landskab gav mulighed for et blankt lærred til brug for eksperimenter i byplanlægning og landskabsarkitektur.

Beemster (1608-1612) er den første og mest berømte polder i stor målestok. Her blev en ensartet deling en overordnet ideal. Tilsvarende layout principper kan findes i alle efterfølgende poldere, dog oftest mindre stift. Målet med hver polder var af opnå en optimal konfiguration af vandsystemet, underopdelingen af landskabet, vejsystemet og beboelsesplanlægningen. Gnidninger mellem den uensartede landskab, det ideelle landbrug og byplanlægningen var uundgåelig.

Genindvinding af land
Beemster, det mest berømte område med genindvundet land i Holland, var ekstrem vigtig for udviklingen af arkitektur, landskabsarkitektur og civil og landbrugsmæssig ingeniørarbejde i Nederlandene.


Net
I Beemster blev et net af firkanter lagt ovenpå landskabet af Dirck van Oss (en af de private initiativtagere) og Lucas Sinck (landinspektør). I det 17. Århundrede planlagde håndværkere, landinspektører og gartnere byer, haver og landskabet I henhold til ‘idealet om den lige linie’, med firkanten som symbol for ‘soliditet’ og ’samhørighed’.

Firkant
De rationelle strukturelle principper var hovedsagligt baseret på idealet om den hollandske by som beskrevet af Simon Stevin (1548-1620). Det naturskønne udtryk blev primært understøttet ved at plante baner af træer langs hovedvejene. Lange rækker af elle- og piletræer udgjorde rektangulære ’kamre’ i landskabet og udgjorde en vertikal akse i nettet. Firkanten vender altid tilbage i ethvert menneskeskabt element i polderen – selv i bondegårdene og landejendommene. Det samme layout kan også findes i New York.